Judas 1,20-21: ”Men I, mine elskede, opbyg jer selv på jeres højhellige tro, bed i Helligånden, bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesus Kristus i sin barmhjertighed vil føre jer til evigt liv.”
En dag havde vi besøg af en af vores barnebørn, som ligesom så mange andre på hendes alder (på daværende 2½ år), får mange sjove indfald. Pludselig så jeg hende sidde ude i entréen, hvor hun målbevidst og forventningsfuldt kiggede hen mod hoveddøren.
”Hvad laver du?” spurgte jeg hende.
Resolut kom det fra hende: ”Jeg venter på mormor!” (Min kone var forinden taget i byen for at handle.)
Jo, det blev for mig et stærkt billede på forventning. Stille og roligt sad hun og ventede på mormor, for hun vidste, hun ville komme, for hun var jo gået ud af den samme dør for ikke så længe siden.
Jeg kom til at tænke på vores forventning i forhold til Jesu komme. Har vi den samme umiddelbare forventning som et barn?
I Ap.G. 1,10-11 har vi teksten om Jesu genkomst. ”Som de nu stirrede op mod Himmelen, mens han fór bort, se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder, og de sagde: ´I Galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen.´”
Jo, Bibelen taler tydeligt om Jesu genkomst. Er det så noget, som optager os, eller er det noget, vi nødigt vil snakke om? En mand har engang sagt, at forventningen om Jesu genkomst skulle være barometeret i vort liv. Er forventningen stor, ja, da skulle vor vandring med Jesus være i orden. Men er forventningen lille, ja, da er der noget galt med vort gudsforhold. Billedet er jo rigtigt. For vi må jo som Kristi brud længes efter brudgommen.
til toppen af denne side
